Henrik Ibsens skrifter

For Deres Opmærksomhed ved at ​tilegne mig Deres Bog, beder jeg Dem modtage min oprigtigste Tak. Hvis jeg imidlertid skulde udtale nogen Mening om Arbejdet, saa vilde jeg paa en vis Maade befinde mig i Forlegenhed. De vil jo nemlig have Bogen betragtet som en ​Opbyggelsesbog, og det slags Literatur forstaar jeg ikke at bedømme. Hvad der ved Læsningen har tiltalt og interesseret mig er Karakterskildringen og overhovedet Deres umiskendelige Anlæg for det rent Digteriske. Men hvor vidt dette i Deres Øjne er en Ros, ved jeg jo slet ikke.

Det lader jo næsten, som om det vilde være Dem en Skræk at tænke, at De havde skrevet «En Roman». I saa Fald forstaar vi to ikke hinanden, «Brand» er et æsthetisk Værk helt og holdent og ikke en Smule andet. Hvad den kan have nedbrudt eller opbygget, er mig aldeles uvedkommende. Den blev i sin Tid til, som Resultat af noget gennemlevet – ikke oplevet –; det var mig en Nødvendighed gennem digteriske Former at frigjøre mig for noget, som jeg i mit Indre var færdig med; og da jeg paa den Maade var bleven det kvit, havde min Bog ikke længere nogen Interesse for mig.

Hvorledes De nu betragter denne Slags verdslig Virksomhed, er mig ikke ganske klart. At De har de naturlige Betingelser for at blive Forfatterinde paa dette verdslige Omraade, derom føler jeg mig forvisset. Men man kan ikke slaa to hinanden uvedkommende Ting sammen. Og muligens er det heller ikke gaaet klart op for Dem, hvad Kunst og Digtning egentlig er; men tro i saa Fald indtil videre, at de ikke er af det onde!

Hvad der langt ud over Læsningen af «Brands Døtre» har beskæftiget mig som et Problem, er Forfatterindens Personlighed, Deres indre, sjælelige Forhold til Bogen. Det kunde vel hænde sig, at hvis man kom tilbunds heri, saa fik man, tiltrods for Deres Protest, ud at Bogen i sin Tilblivelse dog var et Digt, et æsthetisk Værk, eller hvad andet slemt man plejer at kalde deslige Arbejder. Alt det, der nemlig staar i Bogen kun for Deres religiøse Øjemeds Skyld, lader sig jo udskille uden at skade Organismen i det Hele.

Tænker De nu at gaa videre paa Forfatterbanen? Dertil skal der noget andet og mere, end den blotte Naturbegavelse. Man maa have noget at digte paa, et Livsindhold. Har man ikke det, saa digter man ikke, man skriver kun Bøger. Nu ved jeg meget vel, at et Liv i Ensomhed ikke er et Liv i Indholdsløshed. Men Mennesket er dog i aandelig Forstand en ​langsynet Skabning; vi ser klarest i en stor Afstand; Detaljerne forstyrrer; man maa ud af det, man vil dømme; Sommeren skildrer man bedst paa en Vinterdag.

Jeg havde tusinde Ting at sige; men i et Brev kan man kun give Antydninger. At give Raad er en ​mislig Sag; og sligt har De jo heller ikke forlangt. Hovedsagen er at blive sand og tro i Forhold til sig selv. Det kommer ikke an paa at ville Dit eller Dat, men paa at ville det, som man absolut maa, fordi man er sig selv og ikke kan andet. Hele Resten fører kun ind i Løgnen. –

Sent eller tidligt tænker jeg at ​gjæste Norge, og muligens faar jeg da Anledning til personligt at hilse paa Dem; thi min Rejse vil komme til ogsaa at gjelde det nordlige. De skal ikke tro, at jeg er saa uvenligt stemt imod mine Landsmænd, som mange beskylde mig for. Og hvorom alting er, saa kan jeg forsikre Dem, at jeg ialfald ikke er venligere imod mig selv end imod andre.

Og hermed vil jeg for dennegang med de bedste Ønsker tegne mig